i k k e l æ n g e r e d i n

En stille strøm af tårer, der bliver heftigere og heftigere, triller ned af mine kinder. Bussens vante rumlen triller derudad ned ad Nørrebrogade, da tankerne kredser om det jeg allerhelst vil glemme. Mit indre omdanner sig til et kaos, det er som en vivelvind, der ikke kan slippe bort. Tårerne presser på og jeg giver langsomt op og lader dem trille midt i bussen mellem fremmede menneskers lugte og varme. Jeg piller ned mine høretelefoners ledning og forsøger at ikke åbne for beskederne på min telefon, som ligger helt tilbage fra starten af februar, der hvor min verden brød sammen. Det hvor du sagde de forfærdelige ord "Jeg tænker ikke på dig mere" og gik. Aldrig har en kærlighed sat sig så dybt. Du har valgt. Og gav mig ikke chancen for at vælge. Her står jeg tilbage et eneste spørgsmål, der har naget mig lige siden... "Hvorfor?"