t e m a f e s t e r = n o g o

Kender I det fede ved at skulle til temafest og man forbedrer bare det helt store kostume med det sjoveste tilbehør? ...Men efter 2-3 temafester, går glansen ligesom bare af. Jeg magter seriøs ikke flere teamfester.

MIT FEDE (OG STAKKELS) FESTTØJ STÅR JO BARE OG BLIVER TIL STØV!!

Det kan vi ikke ha'! Så til aftenens helt store Halloweenparty oppe på KEA, vil jeg bare dukke smækkerlækker op og risikere mit liv for en blodtørstig vampyr eller to og blive skræmt af et spøgelse og dens grå dame som partner. Bare jeg kan være Simone!

S I M O N E J U L I E

p s . i r o n i k a n f o r e k o m m e

Hurra, jeg har fået betændelse i øregangen. Yes yes, ud og shoppe medicin, der skal gøre min øregang sååååå fin. Nøjh!

S I M O N E J U L I E

s y v d e j l i g e p i g e r

Så har jeg skudt den syvende pige til min nuværende fotoserie. Den er dog ved at nå sin ende, da jeg snart ikke har lokationen til rådighed mere, men jeg er så glad for serien - den er smuk, enkel, æstetisk, kontrastfuld og fascinerende efter min mening. Jeg håber dog jeg måske får mulighed for at nå at skyde en-to piger mere. Men nu må vi se.

Jeg er ved at planlægge den næste serie nu, som skal være mere ala et portræt, der flirter/leger/er i spil med kameraet, hvor øjenkontakten nok er det mest gennegående i serien. Jeg håber det bliver et ligeså fascinerende element, som den første serie.

Og så har jeg måske mulighed for at udstille dem på Dansk Døve Idrætsforbunds kontor i indre København, det ser jeg spændt frem til. Det kunne være sejt at have en lille lettere fernisering til åbningen. Jeg håber I hvert fald at kunne få lov.

Om lidt skal jeg til læge, nu går den squ ikke længere med øret. I nat kunne jeg dårligt nok sove - så ondt gjorde det !%"€"#!#. Bam.

S I M O N E J U L I E

a f l e k t i o n s v æ r d i

Da jeg var mindre, fik jeg en nøglering af min kære farmor med hendes eget broderi i, som har fået stor værdi for mig. Det er ikke specielt kostbar eller unikt, men for mig personligt, er det helt unikt og uerskatteligt. Jeg kan gå helt i panik, hvis jeg ikke kan finde mine nøgler med denne særlige nøglering. Lige nu er selves nøgleringen i stykker, men jeg nåede at redde det lille broderi, så nu skal jeg ud og finde en ny nøglering, for det betyder bare så meget for mig at min farmor er med mig i livet, nu hvor jeg ikke længere kan give hende et knus - eller komme forbi til "famseboller" og nyde hendes "pladderkage". Jeg savner hende. Hun betød meget for mig. Og hun vil altid være med mig.

Ps. Jeg nåede aldrig vasketøjsbunken. Bam.

S I M O N E J U L I E

d e s o c i a l e m e d i e r

er en del af at markedsføre sin kunnen. Alle steder ser vi et link til at kunne dele hvad vi synes godt om via sociale medier som Facebook, Twitter mv. Så idag traf jeg en beslutning. Jeg oprettede mig en Facebooksite, der omhandler mit fotografi.

Jeg er spændt på folks reaktion, om folk trykker *Synes godt om*, om folk anbefaler mig videre til andre og lignende. I er velkomne til at klikke ind på Simone Julie Photography på Facebook.

Idag har jeg fri og den kæmpe vasketøjs-bunke venter. Det er ikke just det mest spændende at tilbringe sin dag med - men det er nu alligevel rart at have fri og kunne indhente alt det man ikke lige når i det daglige mellem skole, lektier, projekter, venner, fotojobs og egne fotoprojekter. Og have tid til at nyde det hyggelige ved at pakke sig ind i et tæppe, med en kande dampende varm lækker the og tænde stearinlys.

Og i aften kalder volleyball med vennerne. Det ser jeg godt nok frem til: SMASK!

S I M ON E J U L I E

s i g n m a r k

Det finske rapband med den hørende rapper Brandon Bauer og døve rapper Marko Vuoriheimo (billedet) serverede et fedt show til deres koncert til det fede Talentshow her i weekenden. Jeg var målløs, de fangede mig virkeligt med deres glæde og energi. Det var fedt at se folk give den gas til musik! Folk hoppede og dansede og sang og skreg med både med ord og tegn. Det var fedt at se hvordan alle bare gav den gas! Og det krævede lige nogle billeder, der kunne illustere deres levende show. Det var fedt og jeg ser frem til næste gang jeg får æren at se dem igen. Signmark, det var for nice.

Så er dagens to dejlige modeller taget hjem og nu har jeg seks smukke billeder af seks smukke, skønne individer til min serie "Outside the mind". Jeg er så spændt på om det lykkedes at udstille dette. Til alle medvirkende piger: I er for seje, smukke og modige til at vise jeres skønhed.

S I M O N E J U L I E

s u c c e s r i g t t a l e n t s h o w

...og en krop, der er helt smadret. Bam.

Jeg sidder oppe på KEA og forbander vores undervisning i Flash lidt, mens jeg bliver forstyrret af tanker, der hele tiden vender tilbage til weekendens succesrige talentshow. Jeg er helt klart en oplevelse rigere og den var kanon. Det var superfedt at være en del af så stort et projekt, der bare skulle køre nu og her med 2-300 gæster, der skulle overvære vores talenters kunnen.

Jeg var sammen med Maria ansvarlig for den fotografiske dokumentation af talentshowets forløben - hvilket krævede at vi rendte op og ned ad trapper og ind og ud af døre og alt muligt for at fotografere talenterne fra flere vinkler. Det var fedt at fyre kameraet af - og personligt lærte jeg meget mere om mit kamera i koncert-forhold med meget mørke, spotlys og farver mv.

Derudover var jeg en del af "fabrikken", der lavede trehundrede sandwich, hehe. Hold kæft, vi blev til en hel maskine. Smøre, klappe sammen, skære, pakke ind, klask klask klask. Men vi hyggede os alligevel, grinet det meste af dagen, selvom der var fart på. Så tak til alle de frivillige for højt humør og god stemning.

Men jeg var godt nok taknemmelig, da jeg fik aftenens første fadbamse klokken 1.34 om natten. Ah! Den var sørme velfortjent.

Dagens Flash-undervisning er endeligt ved at nå sin ende - og jeg vil smutte hjem og glæde mig til at fotografere endnu en dejlig pige til min igangværende smukke fotoserie, som jeg bare glæder mig til at vise frem, når den er perfekt og så kommer der atter en dejlige pige, som jeg skal hygge med mig bagefter til lidt god mad. Num num

S I M O N E J U L I E

a v a v ø r e o g s p æ n d n i n g

Jeg vil nu gå i seng med mit ømme øre. Det har teet sig dumt i to dage nu og hvis det ikke er bedre imorgen, vil jeg have det undersøgt, det kan ikke blive ved sådan her. Basta!

Designeren fra Haulrig Design har meldt at brochuren kommer fra trykkeren imorgen, så vil kigge forbi hende med kameraet imorgen. Jeg kan simpelthen ikke vente med at se om det er blevet ligeså godt som jeg forestiller mig. Nogle af billederne skal muligvis også i Magasin Bolig og Bolig Liv. Det er da for spændende, for vildt.

S I M O N E J U L I E

h e j v e r d e n

Hej verden.

Jeg fik lyst til at blogge. Om alt mellem himmel og jord. Om det der lige falder mig ind. I form af ord eller fotografier. Eller bare strøgtanker. Hvem ved, måske et par guldkorn?

Min drøm befinder sig indenfor visuel kommunikation, i form af fotografier - og derfor tænkte jeg "Hvorfor har jeg ikke en blog? Det er jo også en del af de sociale, som visuelle medier?". Så nu tager jeg mig selv på ordet.

Jeg starter med at sige at mit liv er en kavalkade af fotografiske minder. Jeg ser og husker i form af billeder. Billeder lagres i min hukommelse - eller gennem fotografiet. Og denne passion for billeder har ført til min drøm: At blive fotograf.

Drømmen er derimod svær at nå, da jeg forhindres af at det er benhårdt at skaffe sig en læreplads. Men man kan hvad man vil, hvis man brænder nok for det. Og det gør jeg. Jeg har siden februar 2010 søgt efter læreplads rundt omkring i Danmark - lige fra Århus til KBH. På landet - i byen. Ned ad snævre gader - eller i store lagerbygninger ved havne.

Og gang på gang får jeg at vide at jeg er vildt dygtigt. At jeg laver smukke fotografier med flot lysopsætning. At jeg har fundet min "røde tråd" i min fotografiske stil - og at dette er sjældent, når man kun har gennemført grundforløb til fotograf. Dog spænder finaskrisen ben for mig hele tiden. Og det kan bare ikke passe!

Jeg vil. Jeg kan. Og jeg giver ikke op.

Så nu er jeg igang med at udvide min horisont på KEA i København. Der kan man læse til multimediedesigner og blive dygtigere indenfor alle Adrobe programmerne, hjemmesidekonstruktion, markedsføring mv. Det er spændende, men fotografiet har sit tag i mig.

For nylig er jeg blevet fotograf for Haulrig Design, hvilket er et spændende projekt med at skyde billeder af designerens flotte produkter, alt fra puder til brocher mv. Vi skal også igang med at skyde billeder til hendes kommende hjemmeside www.haulrig-design.com. Brochuren er i trykken - og snart ser alle mine lækre billeder af hendes lækre produkter. Jeg er spændt.

Det er dog en brav kamp at holde motivationen oppe, at blive ved med at sige til sig selv: "Simone, en dag tilser lykken dig og muligheden for en læreplads åbner sig", at lave smukke billeder uden de samme muligheder som jeg havde på medieskolen, at gå ud og søge søge søge læreplads og blive ved med at sige: "Hej fotografer, jeg er lige noget for dig!". Men så kommer der en hilsen fra både venner, familie, bekendte og endda fremmede: "Hold op hvor har du nogle flotte billeder!". Tak til alle jer, der hepper på mig. I gør det muligt for mig.

Jeg er spændt på alle de muligheder livet tilegner sig mig. Jeg er spændt på at møde nye mennesker, spændt på at prøve grænser af, spændt på at udvikle idéer, lyst til at spire af kreativitet, varm af at holde af sine nærmeste og i det hele taget nyde livet.

Så hej hej verden.
S I M O N E J U L I E