Tiden er et forundrende element. Sommetider kan den føles langsommelig og andre gange kan man dårligt nok følge med. Mens tiden går, kan man komme til at opleve alverdens situationer. Nogle gode, andre dårlige. Det er livet.
Lige nu sidder jeg med følelsen af at have oplevet så meget siden sidste indlæg i midten af juni. Det er en fantastisk følelse. Det er fantastisk at have et liv, hvor man oplever så meget på ingen tid. Og mærker glæden.
Jeg har haft en fantastisk sommerfest i lejligheden sammen med min sambo og bedste ven Kasper. Vi havde en syvogtyve venner på besøg, hvilket betød, at min kære seng måtte rejses på højkant, så vi alle kunne være der. Alle var i god stemning - og lejligheden flød med sko, flasker og glade mennesker. Jeg er stolt af at kunne invitere en flok dejlige mennesker hjem i min lejlighed og opleve hvordan der bliver hygget på kryds og tværs.
Jeg drog til det jydske, hvor Skt. Hans blev fejret hos herlige hr. Borg med hans fabelagtige liveoptrædner med Kim Larsens Tarzan Mama Mia. Jeg nyder at være så velkommen hos ham til enhver tid. Så tog jeg til en studenterfest i Horsens hos kære Mads, hvor jeg endte med at vågne op på høloftet med tømmermænd (Note til mig selv: Drik aldrig shots, også selvom du fryser!). Min go'e gamle folkeskolekammerat Adam samlede mig op og vi fik en hyggelig aften med rødvin og hjemmelavede boller i karry med kalvekød i (istedet for svinekød). Lækkert.
Derfra drog jeg til det helt store arrangement. Nemlig Europamesterskabet i fodbold for døve herrer i Odense downtown. Jeg overnattede på Odense Conference Center med mit medieteam Deafbold - og det italienske, tyrkiske og polske fodboldhold. Selve samarbejdet på teamet kunne have været bedre til tider, men jeg er blevet en del erfaringer rigere og det har jeg taget med mig i bagagen. Jeg nød dog at have fået ansvar for at fotografere stemningen blandt publikum på fodboldstadionerne, idet menneskers kropsprog og mimik fascinerer mig meget frem for at fotografere en flok drenge sparke til en bold (Undskyld drenge, men fodbold er bare ikke lige mig, selvom det var en vild oplevelse at være med til EM på trods). Dog oplevede jeg virkelig kulturforskellige og følelsen af at kunne kommunikere på tværs af sprog uden at kunne vedkommendes sprog. Det var en fed fornemmelse at blive bedre og bedre til at tale international tegnsprog. Især italienerne fik jeg god kontakt med - og med deres tålmodighed, humor og imødekommenhed, blev jeg langsomt bedre og kunne ligefrem svare igen på deres tilnærmelser. Åh, de italienere!
Jeg troede, at jeg forelskede mig i foråret, men jeg har indset, at det var med til at hjælpe mig med at komme videre ovenpå mit tre årige forhold, der endte i februar. Jeg har siden indset, at vedkommende ej var reel og spillede på flere heste og det skal der ikke spildes mere tid på.
Jeg har mødt søde fyre, endda nogle, der desværre boede alt for langt væk med hjertet på det rette sted.
Efter EM nød jeg et par dejlige dage hos min kære mor. Der fejrede vi min fødselsdag - og det er lidt svært at begribe, at jeg blev til, for treogtyve år - og om to år får jeg kanel. Dagene hos mor var dejligt afslappende. Vi nød rødvin, gik tur, var ude og ose og fik snakket.
Og pludselig var det tid til overlevelsestur med Danske Døve Ungdomsforbund. Vi var seksogtyve venner der drog afsted til det skønne, naturige Silkeborg. Vi var et par venner der skulle køre sammen derover fra det københavnske - og allerede, da jeg satte mig ind i bilen ved siden af ham, begyndte sommerfuglene uventet at svirre rundt i min mave. Hans smil varmede og min latter boblede.
Overlevelsesturen var svaret på ultimativ hygge. Selvom vi drev rundt i sved, møg og med blå mærker overalt, var stemningen fantastisk. Der blev hygget fra morgen til aften. Selve overlevelsesdøgnet, arrangeret af CoastZone, var ekstremt. En oplevelse for livet. Jeg var blevet udtaget til hold blå, der langsomt blev til Team Blue Power. Vi var seks forskellige individer, der sammen valgte, at vi ville nå toppen og samtidigt have det sjovt. En kæmpe tak til Sparre, Mikkel, Britt, Aske og Martin. BLUE POWER!
Sommerfulgene i maven slap ikke sit tag i ugens løb. Faktisk var jeg blevet pladask forelsket. Helt uventet midt i blod, sved og tårer tabte jeg mit hjerte til ham. Det første kys blev til, da vi midt om natten endeligt kunne kravle i soveposerne, svedige, trætte og glade efter en lang dag med aktiviteter, udfordringer og oplevelser, i shelternehytterne oplyst af bålets gløder og fyrfadslys midt ude i Silkeborg natur ved Himmelbjerget. Jeg ved det. Det lyder så fandens pladderromantisk, men det var lige som det skulle være med en glæde indeni.
Efter overlevelsesturen havde jeg brug for at komme mig hos min kære mor igen, ryste sygdom ud af kroppen og indhente en del søvn ovenpå det vilde oplevelser. Vi var oppe og fejre mormors fødselsdag, inden jeg tog til et par hyggelige sommerdage i Taastrup hos Sparre med gode venner, god stemning og dejligt vejr. Og ham. Mhmm.
Efterfølgende nød jeg en del sommerdage uden fornemmelse af tid og sted sammen med ham. En af dagene cyklede vi til Albertslund Badesø og her var vi omkring femogtyve venner samlet under solen med beachvolley, vand og fjolleri. Jeg nød især min Julies selskab. Det var herlig at ligge der og blive solbrændte, mens vi slog en sludder for en sladder og hyggede os. Ah.
I starten af august tog jeg til Fredericia til Høreforeningens ungdomslejr. I starten tænkte jeg bare "Omfg, hvad laver jeg her?" for jeg kunne dårligt nok følge med og alle virkede bare som om de kendte hinanden, men efter et par timer, vidste jeg, at det her skulle nok blive en fed oplevelse - og det blev det. Jeg glemmer nok aldrig den festlige stemning vi skabte i teltet til Fredericias kræmmemarked med Tivoli og musik af Kim Larsens kopiband. Vi dansede, strålede, sang og svedte i en bunke, tæt op ad hinanden og skreg af grin. Vi var ikke en flok, vi var én, den aften.
Sidste uge af sommerferien blev brugt på venindehygge, lægebesøg, andre småting og mest af alt, forsøgte jeg, at forberede mig til at skulle stå op igen og slæbe mig selv hen i skole. Og ganske rigtigt. Allerede første skoledag i første minut, vidste jeg bare, at jeg var det forkerte sted. Det var virkelig en trist fornemmelse. Nu ser jeg hvad mulighederne byder.
DEAFSHOOT nærmerede sig iøvrigt også med hastige skridt. Faktisk alt for hurtigt, men for dælen, det var fedt at stå for et fedt arrangement sammen med min kære Mads, som vi har puklet for i et år. Og inden det var begyndt, var det allerede ovre. Så hurtigt gik det. Det var verdens fedeste fornemmelse at se folk blomstre op og blive motiveret til at fotografere og skabe flotte billeder. Det var fedt at være dommer om søndagen og se hvor kreative folk havde været under de tolv timers DEAFSHOOT. En stor tak til alle der medvirkede som frivillige, alle der havde lyst til at deltage, alle der gav en hånd i arbejdsgruppen, til dommerne, alle der kiggede forbi på Vesterbros Torv og sidst, men ikke mindst Mads. Sammen fik vi DEAFSHOOT på benene. Atter en oplevelse for livet.
Jeg nyder aftenen hjemme i stuen hos ham med tæppe om livet og nyvasket vasketøj. Han er ovre ved vennerne og se kampen mellem Danmark og Norge. Jeg kravler snart i seng med en god bog og så tror jeg han nok snart kommer hjem og kysser mig lidt inden søvnen overmander og hverdagen kalder atter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar